Case
FDB Møbler: En af de mest ambitiøse miljøcertificeringer
Mål i 2025: Hovedparten af vores produkter skal være certificeret med Svanemærket.
Det danske møbelbrand FDB Møbler har siden grundlæggelsen i 1942 ønsket at levere gode kvalitetsmøbler i klassisk design og med en lang levetid til danskerne. Og den tankegang blev videreført, da FDB Møbler i 2013 startede op igen, efter fabrikken havde været lukket siden 1980.
At producere gode kvalitetsmøbler med lang levetid rimer på miljømæssig bæredygtighed. Derfor har FDB Møbler også sat sig for, at de vil være Danmarks mest ansvarlige møbelvirksomhed. For at nå det mål har FDB Møbler besluttet, at hovedparten af alle produkter i 2025 skal være certificeret med Svanemærket.
"For os hænger bæredygtighed og godt design tæt sammen – og vi ser det på mange måder som to sider af samme sag. For hvis møbler er lavet i et godt design og en god kvalitet, så holder de også længere, hvilket er noget af det allervigtigste i forhold til miljømæssig bæredygtighed”, siger Ole Kiel, der er administrerende direktør hos FDB Møbler, og fortsætter:
”For det betyder, at møblerne kan få et langt liv – og hvis du af en eller anden grund vil skille dig af med møblet, så er kvaliteten så god, at møblet kan sælges videre og dermed leve videre et nyt sted. Det er netop noget af det, Svanemærket har fokus på, og som vi ser som en styrke ved mærket”.
Forretningsmæssige fordele
FDB Møblers arbejde med Svanemærket er en strategisk beslutning, som kræver, at virksomheden nøje udvælger de rette samarbejdspartnere.
”Det er en kæmpe proces, vi har sat i gang for at nå vores mål om, at hovedparten af alle produkter skal være svanemærkede i 2025. Det er et stort arbejde at finde de rigtige fabrikker og leverandører, der kan producere og levere det, vi ønsker. Men vi arbejder på at nå i mål med vores ambition”, fortæller Ole Kiel og forsætter:
Alt, vi tænker nu, er Svanemærket, og det betyder, at vi arbejder på at få flere svanemærkede produkter i sortimentet de næste mange år.
FDB Møbler er nemlig ikke i tvivl om, at Svanemærket giver en stærk ansvarlighedsprofil og medfører en række fordele.
"Certificeringen giver os en række fordele, fordi det er nemmere for os at komme i dialog med nye forhandlere, når vi kan dokumentere, at vi har produkter med Svanemærket, og at vi gør meget for at være ansvarlige”, fortæller Ole Kiel og tilføjer:
”Hvis vores produkter lever op til Svanemærkets krav, kan vi næsten ikke gøre mere. For så ved vi, at produktionsforholdene er i orden, og at vi kan dokumentere vores miljøarbejde, og derfor har Svanemærket også så stor betydning for vores videre arbejde med bæredygtighed”.
Overvejer I at certificere jeres produkter med Svanemærket?
Læs mere om, hvilke krav jeres produkter skal leve op til for at blive certificeret med Svanemærket, og hvad det koster.
Find kravStore ambitioner med Svanemærket
FDB Møbler har fokus på at udbrede kendskabet til svanemærkede møbler.
”Vi gør meget ud af at markedsføre Svanemærket, og det gør vi, fordi vi gerne vil fortælle, at vi opfører os ansvarligt. Vi oplever, at et stigende antal offentlige indkøbere og store virksomheder stiller krav om miljømærker som Svanemærket”, siger Ole Kiel.
Selv om FDB Møbler endnu ikke oplever samme efterspørgsel fra slutforbrugerne, tror de på, at de nye generationer kommer til at sætte pris på mere miljørigtige produkter.
”Derfor er vi tålmodige og har fokus på, at vi ikke vil skade naturen. Og forretningsmæssigt tror vi på, at miljømæssig bæredygtighed bliver endnu større, end det allerede er – og at fx certificeringer kommer til at fylde mere. Her ser vi en fordel ved Svanemærket, fordi det er den mest kendte og gennemtestede mærkningsordning i Norden”, fortæller Ole Kiel.
Ifølge Ole Kiel har Svanemærket netop en styrke ved at komme fra Norden, fordi vi her er kendt for at være langt foran på bæredygtige tiltag.
”Derfor gør vi også meget ud af at markedsføre vores svanemærkede møbler. For det er med til at fortælle, at vi opfører os ordentligt og ansvarligt. Vi tror, at vi på sigt får en kommerciel fordel".
Troen på, at også forbrugerne i stigende grad kommer til at efterspørge svanemærkede møbler, betyder bl.a., at FDB Møbler har fokus på at skilte med certificeringen og uddanne butiksmedarbejdere i, hvad mærket står for.
Indsatsen bærer frugt
FDB Møbler oplevede i 2020 en positiv vækst i salget. I starten af året forventede virksomheden at vækste med 25 procent, men kunne ved årets udgang se tilbage på et år, hvor omsætningen voksede med 50 procent. Og indsatsen for at få svanemærket alle produkter og bruge det aktivt i markedsføringen ser ud til at bære frugt:
”Salget af møbler, der er certificeret med Svanemærket og FSC er steget med 100 procent i årets fem første måneder sammenlignet med den tilsvarende periode året før. Vi ser frem til at følge den videre udvikling, som allerede nu tegner lovende”, slutter Ole Kiel.
Fakta om FDB Møbler
- Har haft svanemærkede møbler i sortimentet siden 2019
- Har i dag fire møbellinjer, der er certificerede med Svanemærket
- Har et mål om at hovedparten af alle produkter i 2025 skal være svanemærkede
- Årlig omsætning i 2021: 195 mio. kr.
Oktober 2022