Hospitalsenhed Midt: Svanemærket er et kvalitetsstempel
Hospitalsenhed Midt har fået svanemærket rengøringen på deres fire hospitaler. Certificeringen gavner både medarbejdere, patienter og miljø.
I 2020 fik Regionshospitalet Randers svanemærket deres rengøringsservice som det første hospital i Norden. Bl.a. på baggrund af gode erfaringer fra Randers valgte Hospitalsenhed Midt at følge trop, og i 2024 fik de papir på, at rengøringen på hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive lever op til Svanemærkets skrappe miljøkrav.
”Svanemærket er et kvalitetsstempel, som vi er utroligt stolte af. Det vidner om en dedikeret indsats fra medarbejderne i vores Servicecenter og viser, at vi i alle dele af vores organisation arbejder målrettet med at skabe en mere miljøvenlig og bæredygtig hverdag. Både af hensyn til vores patienter og medarbejdere og af hensyn til vores fælles miljø og fremtid, siger Brian Brøndum Møller, hospitalsdirektør i Hospitalsenhed Midt.
Reduceret forbrug af kemikalier og plastikposer
For Hospitalsenhed Midts Servicecenter har certificeringen betydet en gennemgang af en lang række valg og arbejdsgange.
”For at opnå Svanemærket på vores rengøring, har vi bl.a. udskiftet nogle af vores rengøringsmidler med svanemærkede varianter. Vi har minimeret brugen af kemikalier og sikret korrekt dosering. Endelig har vi også reduceret mængden af skraldespande og derigennem reduceret forbruget af plastikposer”, forklarer servicekonsulent Pia Fuur Nielsen om vejen hen mod certificeringen.
En svanemærket rengøringsservice:
- bruger en høj andel af miljømærkede rengøringsmidler
- minimerer forbruget af unødvendige kemikalier
- minimerer miljøpåvirkningen fra transport
- har medarbejdere, som er oplært inden for både miljø- og rengøringsmetoder
- har et kvalitetssystem, der sikrer høj rengøringskvalitet.
Til gavn for patienter og personale
De skrappe kemikaliekrav til rengøringsmidlerne gavner ikke bare miljøet, men også patienter og personale. Der er nemlig også stillet krav til kemikaliernes sundhedsmæssige egenskaber.
Det glæder særligt de serviceassistenter, som hver dag står for at rengøre Hospitalsenhed Midts hospitaler.
”At arbejde med svanemærkede rengøringsmidler er bedre for miljøet og giver et bedre indeklima. Vi har samtidig fået et endnu bedre arbejdsmiljø og bliver ikke udsat for skadelige kemikalier. Vi kan stole på kvaliteten, når vi ser Svanemærket”, fortæller serviceassistenterne Karin Rosenbæk og Christina W. Rasmussen.
Samtidig har certificeringen givet dem og deres kolleger en større forståelse for og viden om de rengøringsmidler, de anvender i dagligdagen. Som en del af arbejdet med at opnå certificeringen har personalet fået undervisning i miljø og rengøringsmetoder, herunder korrekt dosering, typer af rengøringsmidler og krav til de produkter, der anvendes.
Overvejer I at certificere jeres service med Svanemærket?
Læs mere om, hvilke krav jeres service skal leve op til for at blive certificeret med Svanemærket, og hvad det koster.
Find kravFotokreditering: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.
Juni 2024