Svanemærket er redskab, som I kan bruge til at mindske jeres indkøbs samlede miljøbelastning. Her er en liste over udvalgte områder, hvor I kan bruge Svanemærket som pejlemærke, når I køber ind.
Ved at stille krav om Svanemærket til jeres kantineleverandør får I en kantine, der arbejder for at reducere sin samlede miljø- og klimabelastning – både gennem fokus på fødevarer og den daglige drift. Nogle af de fordele, I kommer til at opleve i det daglige, er bl.a., at kantinen vil servere minimum 30 % økologisk mad og drikke og minimum én vegetarisk ret til både frokost og middag. Derudover arbejder kantinen også på at begrænse vand- og energiforbrug.
Vælger I en svanemærket rengøringsservice, får I en leverandør, der har fokus på at sikre et lavt forbrug af rengørings- og vaskemidler. For at minimere forbruget af unødvendige kemikalier skal minimum 80 % af deres rengørings- og vaskemidler være miljømærkede, ligesom de ikke må bruge rengøringsmidler, der er klassificerede som miljøfarlige. Derudover har en svanemærket rengøringsservice et kvalitetssystem, der sikrer, at rengøringskvaliteten er høj.
Der findes et bredt udvalg af svanemærkede pleje- og husholdningsprodukter, fx håndsæber og creme, toiletpapir, køkkenruller, opvaskemiddel m.m. Når disse produkter er certificeret med Svanemærket, betyder det, at de lever op til skrappe kemikaliekrav, ligesom der også er stillet krav til emballagen.
Uanset om I skal vælge nye kontormøbler eller møbler til kantinen, kan I se efter Svanemærket. Udbuddet af møbler, der er certificeret med Svanemærket, er i disse år stærkt stigende, og det samme er efterspørgslen fra både private virksomheder og kommuner. Vælger I svanemærkede møbler, kan I være sikre på, at de lever op til skrappe, absolutte krav for at reducere miljø- og klimabelastningen i hele møblets livscyklus. De lever samtidig op til krav, der er med til at fremme den cirkulære økonomi.
Læs mere om Rambølls samarbejde med Holmris B8 om svanemærkede arbejdsborde.
I Danmark findes der mere end 60 trykkerier med licens til Svanemærket. Svanemærket har fokus på at mindske både trykkeriets og tryksagens samlede aftryk på miljø og klima og fremme et godt arbejdsmiljø, bl.a. gennem krav til trykmaterialer, kemikalier og energiforbrug. Ved at vælge en svanemærket tryksag er I også med til at fremme cirkulær økonomi, eftersom Svanemærkets krav sikrer, at tryksagen er egnet til genanvendelse og er med til at mindske ressourceforbrug og affaldsmængder.
Som virksomhed kan I overveje Svanemærket, når I fx skal vælge arbejdstøj, løbetøj til virksomhedens sportsklub eller håndklæder. Tekstiler med Svanemærket lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer – til gavn for jer, der bruger tøjet og dem, der producerer det. Det færdige produkt har belastet miljøet mindst muligt i produktionen. Og kvaliteten er god.
Virksomheder kan spare CO2 ved at vælge et svanemærket vaskeri til vask af arbejdstøj. Svanemærkede vaskerier skal bl.a. leve op til krav om klassificering af kemikalier, der anvendes, restriktioner på klor samt krav til uddannelse i miljørigtig kørsel og valg af nye transportmidler. Hertil kommer pointkrav om at have et lavere energiforbrug end det obligatoriske krav, om brug af miljømærkede tekstiler og om tiltag for at mindske kassation af tekstiler.
Når I som virksomhed skal vælge hotel eller konferencecenter, kan I også her styrke jeres miljøindsats ved at gå efter Svanemærket. Et svanemærket hotel eller konferencecenter begrænser energi- og vandforbrug og bruger miljømærkede rengørings- og vaskemidler. Derudover er der et stort fokus på at servere en høj andel økologisk mad, og mad, der belaster miljø og klima mindre, fx ved at tilbyde vegetariske retter, undgå truede arter af fisk og skaldyr og gerne bruge lokalproducerede råvarer.
Hvis I på et tidspunkt skal have opført nye kontorbygninger, kan I også her se efter Svanemærket. En svanemærket kontorbygning er ikke kun et bedre valg for miljøet, men også for de mennesker, der skal opholde sig i bygningen. Et svanemærket byggeri er bl.a. kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter samt godt indeklima vha. krav til bl.a. dagslys, ventilation og fugtsikring.
Hvorfor stille krav?
Se hvilke fordele I opnår ved at bruge Svanemærket i jeres indkøb.
Sådan stiller I krav
Find ud af, hvordan Svanemærket kan indgå i jeres indkøbsstrategi.
Bliv inspireret
Deltag i indkøbernetværkets arrangementer og bliv klogere på, hvordan andre virksomheder arbejder med miljømærker i deres indkøb.