Spring til indhold
Svanemærket logo

Licensstruktur for svanemærket byggeri - Generation 4

Der søges normalt om licens til svanemærkede bygninger af den virksomhed (hovedentreprenøren), som er bestilt af bygherren til at opføre den svanemærkede bygning. I nogle tilfælde kan bygherren være licenshaver, f.eks. en kommune, der ønsker at opføre en skole.

Virksomheden må ikke kommunikere, at den bygger svanemærket, eller anvende svanemærket i sin markedsføring, før den har en licens. Alle krav skal dokumenteres og gennemgås, før licensen kan tildeles, og før licenshaveren må kommunikere, at bygningen er svanemærket.

Når licensen er tildelt det konkrete projekt, må licenshaveren markedsføre og kommunikere sin licens til Svanemærket sammen med den pågældende svanemærkede bygning.

Licensstrukturen i Danmark adskiller sig fra øvrige lande, og her kan en licens med særlig bemærkning tildeles, før projektet er opstartet. Dette forudsætter, at en række krav er opfyldt.

Byggekategorier og bygningstyper

Der findes 3 byggekategorier, som hver indeholder en eller flere bygningstyper:

Forskellige licenser

Uanset byggekategori og bygningstype kan man søge om projektlicens eller grundlicens. Begge licenstyper er beskrevet nedenfor:

Projektlicens

  • Hvert projekt har sin egen projektlicens.
  • En projektlicens kan kun indeholde én byggekategori (Boliger,Daginstitutioner/skoler eller kontorbyggerier).
  • En projektlicens kan indeholde flere bygningstyper fra den samme byggekategori – det kan være et projekt med både etagebyggeri og rækkehuse – så længe forskellene i anvendte materialer og/eller i andre hovedkrav ikke er væsentlige. I tilfælde af store forskelle i et projekt kan Miljømærkning Danmark kræve, at projektet opdeles i flere licenser.

Eksempel på Projektlicenser

Projekt 1: Lejligheder i flere bygninger

1 Projektlicens 5089 XXX1

Projekt 2: Lejligheder og rækkehuse

1 Projektlicens 5089 XXX2

Projekt 3: Lejligheder og dagsinstitution*

  • Boliger (Lejligheder) 5089 XXX3*
  • Daginstitution 5089 XXX4*

* 2 stk. projektlicenser:

Grundlicens

En virksomhed, som planlægger at svanemærke flere projekter, kan effektivisere ansøgningsprocessen ved at søge om en grundlicens.

  • En grundlicens er knyttet til én byggekategori og til én eller flere bygningstyper.
  • Hver byggekategori skal have sin egen grundlicens.
    Det er muligt at udvide sin grundlicens til at omfatte flere bygningstyper inden for den samme byggekategori.
  • Ved grundlicens opnår man en dokumentation på, at man kan opføre svanemærket byggeri, og at man opfører byggeri ud fra en standardiseret proces, der lever op til Svanemærkets krav. Det sikrer en vis effektivisering og giver samtidig markedsføringsfordele.

Selvom man har en grundlicens, skal man stadig søge om projektlicens til hvert enkelt projekt.

Licensstruktur byggeri

Grundlicenser kan variere, afhængigt af hvor styret procedurerne for projektering og produktion er. Det centrale er, at licensansøgeren har samme procedurer for projektering, indkøb og kvalitetssikring for alle svanemærkede projekter. De specifikke projekter kan herefter variere i udformning, materialevalg, konstruktion og tekniske løsninger.

For at få en grundlicens skal licensansøgeren dokumentere, at procedurerne for projektering, indkøb, byggeri og kvalitetssikring opfylder Svanemærkets krav, og dokumentere, hvordan processer for at opfylde andre obligatoriske krav og opnå tilstrækkelige point styres.

Procedurerne skal tydeligt beskrive, hvordan kravene vil blive opfyldt i hvert enkelt projekt, således at Nordisk Miljømærkning kan vurdere, om der er forudsætning for, at kravene opfyldes. Dette gøres f.eks. ved at vise, at man kan sammensætte en produktliste, der indeholder produkter fra relevante produktkategorier i Nordisk Miljømærknings byggevaredatabase. Alt dette gennemgås af Nordisk Miljømærkning, før en grundlicens tildeles.

Denne fremgangsmåde betyder, at en grundlicens ofte kan tildeles, allerede før den første svanemærkede bygning står færdig.

Sådan håndteres nye projekter i en grundlicens

Efter tildeling af en grundlicens håndteres ethvert nyt projekt som en ny projektlicens. Et projekt, som bygges/bestilles af en entreprenør/bygherre på baggrund af en grundlicens, skal fortsat opfylde alle krav i kriteriedokumentet, men kun de projektspecifikke krav skal verificeres, fordi procedurerne for projektering, indkøb, byggeri og kvalitetssikring allerede er gennemgået i grundlicensen.

Der må ikke være ændringer eller afvigelser i forhold til det, der er dokumenteret i grundlicensen. Kravene kan variere afhængig af grad af standardisering og andet. Visse krav er altid projektspecifikke og skal dokumenteres hver gang.

En grundlicens skal søges i det land, det er hensigten at bygge i, og licensen er kun gyldig i dette land. Hvis det påtænkes at bygge i flere af de nordiske lande, skal der søges en licens for hvert land, ligesom håndteringen af projekter i en grundlicens også håndteres forskelligt i de enkelte lande.

Fordele ved en grundlicens

En grundlicens giver stor værdi, fordi licenshaveren må kommunikere, at virksomheden bygger svanemærket og endda bruge svanemærket i sin markedsføring. Licenshaveren bør dog være forsigtig i denne kommunikation, idet en grundlicens ikke er en garanti for, at alle projekter automatisk vil blive svanemærket. Markedsføring med svanemærket må aldrig være vildledende.