Spring til indhold
Svanemærket logo

9 gode råd til pakkekalenderen

En pakkekalender bringer meget glæde op til jul – og så får den børnene hurtigt ud af sengen, trods de mørke morgener i december. Her får du 9 tips til, hvordan du både kan spare på jordens ressourcer, dine penge og dine kræfter, når du laver årets pakkekalender.

Kvinde med indkøbskurv overvejer valg af plejeprodukt

Det kan være enormt hyggeligt at gå og sysle med at lave en pakkekalender. Men det kan også være hårdt arbejde, hvis man planlægger at give 24 små kalendergaver – og endnu flere gaver, hvis man har flere børn. Og opgaven griber hurtigt om sig, hvis man også skal pakke alle gaverne ind. Oplever man at flere gaver aldrig bliver brugt, men måske bare ender nederst i legetøjskassen eller skuffen, kan indsatsen ovenikøbet komme til at føles som spild – både af tid og penge, men også af jordens ressourcer.

Det er dog muligt at lave en pakkekalender på en måde, hvor du sparer på både jordens og dine egne ressourcer. Samtidig bliver pakkekalenderen kun endnu skønnere og mere personlig, og den vil med garanti stadig skabe skinnende julelys i dit barns øjne:

  1. Anskaf en evighedsløsning - fx en julesok
    Start med at anskaffe dig en god, gammeldags julesok som alternativ til metervis af indpakningspapir. Det er en bedre løsning for miljøet, og det gør dit arbejde nemmere. Måske har I allerede en sok liggende derhjemme, eller måske kan I gøre det til et hyggeligt projekt at sy jeres egen? Giv julesokken en særlig plads i hjemmet, som dit barn får lov at vælge – og læg så de 24 kalendergaver i sokken dag for dag. På den måde slipper du for at pakke hver enkelt gave ind i gavepapir – det sparer dig for tid, og det sparer gavepapir. Og så vinder du også lidt tid, da alle gaver ikke behøver at være klar til den 1. december.

  2. Gå efter genbrug
    Gå på jagt efter gode genbrugsfund i den lokale genbrugsbutik eller på en af de mange portaler, hvor man kan købe og sælge brugte ting. Det kan fx være en god bog eller et spil. At genbruge føles ikke bare bedre end at smide tingene ud. Det er også bedre for miljøet. Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nye produkter. Og så har det den fordel, at du typisk får mere værdi for penge ved at købe brugt frem for nyt.

  3. Giv et gavekort, der glæder
    Lav personlige gavekort til pakkekalenderen. Du kan fx give dit barn et gavekort til en tur i skoven eller en bagedag, hvor dit barn bestemmer, hvilke julesmåkager I skal bage. Eller du kan give et gavekort til en kop varm kakao og højtlæsning, eller en valgfri film, som I kan se på sofaen sammen.

  4. Vær praktisk
    Overvej, om dit barn mangler noget, som du alligevel havde tænkt dig at købe i nær fremtid – og lad det være en af kalendergaverne. Det kan fx være en varm hue, nye strømper, hårelastikker eller nye tusser til penalhuset.

  5. Se efter Svanemærket på fx legetøj
    Hvis du køber nyt legetøj, tusser eller hobbymaling til pakkekalenderen, kan du se efter Svanemærket. Det betyder nemlig, at produkterne lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Få mere viden om det her.

  6. Lad flere gaver hænge sammen
    Skab ekstra spænding og forventningsglæde ved at lade flere gaver hænge sammen. Du kan fx give en ingrediens til en kage eller konfekt flere dage i træk, inden du til sidst giver opskriften, og I sammen kan gå i køkkenet. På samme måde kan du give forskellige materialer til at lave juledekorationer eller andre kreative projekter flere dage i træk og lade det kulminere med en hyggelig krea-eftermiddag i weekenden.

  7. Giv gaver, der er givet før
    Hvis du har små børn, kan du overveje give dem ting, som de allerede har, men som de ikke har brugt længe – og som de dermed har glemt, at de har. Hvis børnene mod forventning husker den ting, som de pakker ud, vil det ofte ende med gensynsglæde.

  8. Lad børnene skiftes til at være modtagere
    Hvis du har flere børn, kan du overveje at lave en julekalender, hvor børnene skiftes til at åbne en gave. På den måde træner du dine børn til at vente, til det bliver deres tur, og til at glæde sig på andres vegne. Samtidig sparer denne løsning dig for mange gaver.

  9. Skriv et brev til nissen - og få sænket forventningerne
    Hvis du ikke kan komme på 24 gode idéer til pakkekalenderen – eller bliver træt alene ved tanken om at skulle forberede den – så overvej i stedet en adventskalender. Hvis dit barn ikke er så gammelt, at det selv har foreslået en adventskalender, kan du foreslå dit barn, at I hjælper nissen lidt, så han ikke får så travlt i december, at han slet ikke får tid til at hygge sig. Det kan dit barn gøre ved at tegne en flot tegning til nissen, og så skriver I sammen et brev til ham om, at nissen gerne må nøjes med at komme om søndagen, ligesom han gør hos (de andre) store børn. Så kan det jo være, at nissen kommer med lidt ekstra gode gaver – og der er ingen tvivl om, at han også får mere tid til at hygge sig …

Få flere grønne juletips ...