Spring til indhold
Svanemærket logo

Din guide til svanemærket hud- og hårpleje

Når du vælger hudpleje, hårpleje og makeup, der er certificeret med Svanemærket, er det bedre for både din sundhed og miljøet.

Ung kvinde tager makeup på foran spejlet

Hvis du vil passe på dig selv og miljøet, er det en god idé at være opmærksom, når du vælger plejeprodukter. Nogle af de stoffer, der er i produkterne, kan nemlig blive optaget i din krop, når du bruger dem – og på et tidspunkt ender de også i afløb og kan skade vandmiljøet. Brug Svanemærket som din guide i valg af plejeprodukter.

Svanemærket er et holistisk miljømærke, der ser på hele produktets livscyklus og alle relevante miljøproblemer, som kan opstå undervejs. Kravene til kemikalier i plejeprodukter er særligt skrappe.

Skrappe sundhedskrav

Det vi smører på huden, trænger ind i kroppen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvad de plejeprodukter vi bruger, er lavet af – især de produkter, som bliver på huden i mange timer. Fx cremer, makeup og deodoranter.

Svanemærket ser nøje på, hvilke sundhedsmæssige konsekvenser de forskellige kemikalier har eller er mistænkt for at have.

Svanemærket tillader ikke ingredienser, der er på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er heller ikke tilladt at tilsætte konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende i et svanemærket produkt.

Svanemærket stiller også krav til, hvilke parfumestoffer der må indgå, og i hvilke mængder de må indgå. Dette er med til at forebygge udvikling af parfumeallergi. Og vælger du plejeprodukter til børn, er de helt uden parfume og duftstoffer. Har du parfumeallergi, er gravid eller køber du produkter, der skal bruges af hele familien, er det en god idé at se efter både Svanemærket og Den Blå Krans eller AllergyCertified.

Find svanemærkede plejeprodukter

Udvalget af svanemærkede plejeprodukter er stort – og det vokser hele tiden. Her kan du se de svanemærkede plejeprodukter, der er på markedet i dag.

Se produkter
Svanemærkede plejeprodukter på et bord

Skrappe miljøkrav

Plejeprodukter, som fx sæbe, shampoo og balsam, skylles hurtigt af i bruseren, når vi bruger dem. Det samme gælder for rester af cremer, parfumer og make-up, der skylles af huden. Nogle stoffer fra produkterne risikerer at havne i vores vandmiljø, altså i søer og hav. Derfor stiller Svanemærket skrappe krav til ingredienserne for at begrænse påvirkningen af natur og miljø.

Svanemærkets krav omfatter tre ting: For det første er der krav til stoffernes nedbrydelighed for at undgå langvarig, negativ påvirkning i naturen. For det andet er der krav til stoffers bioakkumulerbarhed for at undgå, at skadelige kemikalier hober sig op i dyr og mennesker. Og for det tredje er der krav til stoffernes giftighed for at undgå stoffer, der er giftige over for fx fisk og krebsdyr.

Skrappe emballagekrav

En del hudplejeprodukter har en for stor mængde emballage. Det er både spild af ressourcer, og det øger klimabelastningen, fordi vi både laver og transporterer materialer, der ikke er brug for. Derfor kræver Svanemærket, at emballagen skal:

  • Fungere godt
  • Være så lille som mulig, så man undgår at transportere unødig emballage
  • Kunne tømmes, så du kan bruge mest muligt af produktet
  • Være let at skille ad, så du får mulighed for at affaldssortere, så de enkelte dele dermed kan genanvendes.

Svanemærket følger forsigtighedsprincippet

Svanemærket har generelt en forsigtig tilgang til kemikalier.

Forsigtighedsprincippet betyder, at Svanemærket forbyder et stof, hvis uvildige eksperter vurderer, at det er problematisk. På den måde reagerer Svanemærket hurtigere end lovgivningen og stiller krav til kemikalier, hvis der er begrundet mistanke om, at det har skadelige virkninger for miljø eller mennesker. 

Læs interviews