Cirkulært fokus i Svanemærkets nye krav til tekstiler
Flere krav til produktdesign, skrappere krav til kemikalier, øget fokus på kvali...
Nyhed
23.11.2023
Black Friday er over os, og julen nærmer sig. Det betyder, at det for mange er højtid for shopping – ikke mindst af tøj. Mange danske forbrugere vil gerne vælge mere miljøvenligt tøj, men greenwashing gør det svært at gennemskue.
Man siger, at klæder skaber folk. Til gengæld kan det være svært at gennemskue, hvordan klæderne er blevet skabt:
For selv om mere end halvdelen af de danske forbrugere, som interesserer sig for tøj, mener, at det er vigtigt at vælge mere miljøvenligt tøj, så siger næsten fire ud af ti også, at tøj ofte bliver markedsført som «grønt» uden nogen god forklaring. Det viser en undersøgelse, som Ipsos har gennemført for Svanemærket.
”Greenwashing er en udfordring for forbrugere. Det gør det svært at gennemskue, hvad der er det bedste valg, og når mange grønne påstande er udokumenterede, resulterer det i forvirring og mistillid,” siger Rina Ronja Kari, chef for marketing og kommunikation hos Svanemærket, og fortsætter:
”Det er derfor meget positivt, at der nu kommer nye EU-regler omkring markedsføring med grønne anprisninger. Det skal gerne være med til at sætte en stopper for greenwashing og beskytte forbrugerne mod vildledning. For det skal naturligvis ikke være et fuldtidsarbejde for forbrugerne at træffe mere miljøvenlige valg. Samtidig er det vigtigt, at branchen tager forbrugernes udfordring alvorligt og bruger de redskaber, der allerede findes.”
Her er Svanemærket – det officielle nordiske miljømærke – et oplagt redskab at tage i brug. Også når det handler om tøj. Svanemærket ser nemlig på alle relevante miljøproblemer i hele tøjets livscyklus og er dermed med til at fremme cirkulær økonomi, begrænse klimabelastningen, undgå uønsket kemi og spare på ressourcerne. På den måde er det en certificering fra en uvildig tredjepart, som både forbrugere, producenter og tøjbrands kan bruge til at sikre mere miljøvenligt tøj.
Og danskerne efterspørger netop mere svanemærket tøj:
”Næsten hver tredje dansker ønsker at vælge svanemærket tøj, hvis det er tilgængeligt – og ud af de danskere, der interesserer sig for tøj, er tallet helt oppe på hver anden. Efterspørgslen er der altså, og nu skal vi have udvalget til at følge med, så flere også kan bruge Svanemærket som en guide, når de køber tøj, ligesom de ser efter det i supermarkedet,” siger Rina Ronja Kari.
93 % af danskerne kender Svanemærket, og 66 % af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger produkter.
Her kan du se nogle af de kendetegn, der er ved svanemærkede tekstiler:
54 % af de danske forbrugere mener, at tøj er et relevant produktområde.
30 % af danskerne ville købe svanemærket tøj, hvis det var tilgængeligt.
54 % af de danskere, der interesserer sig for tøj, mener, at det er vigtigt at vælge mere miljøvenligt tøj.
37 % af de danskere, der interesserer sig for tøj, oplever, at tøj ofte bliver markedsført som grønt uden nogen god forklaring.
56 % af de danskere, der interesserer sig for tøj, ville vælge svanemærket tøj, hvis det var tilgængeligt.
Kilde: ”Nordic Consumer Sustainability Index” gennemført af IPSOS Norge på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, 2022