Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

06.06.2023

Hver 2. forbruger synes, at det er svært at træffe grønnere valg

Et nyt forbrugerstudie viser, at miljø fortsat står højt på danskernes dagsorden. Næsten 6 ud af 10 forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter. Men studiet viser også en række barrierer for et grønnere forbrug. Bl.a. oplever mange et samfund præget af en brug og smid væk-kultur og greenwashing.

Kvinde ser på en skjorte i tøjbutik

Mere end halvdelen af danskerne forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.

"Forbrugerstudiet bekræfter os i, at danskerne gerne vil være med til at bidrage til den grønne omstilling, hvilket er meget positivt. Men studiet peger også på nogle af de barrierer, som forbrugerne oplever i forhold til at træffe grønnere valg," siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

For selvom holdningerne er ambitiøse, halter handlingerne stadig efter. Dette skyldes bl.a., at 5 ud af 10 forbrugere oplever, at det er svært at se, om produkter er bedre miljøvalg, og størstedelen af danskerne mener ikke, at hverken myndigheder, virksomheder eller forbrugere reelt gør nok for at bidrage til mere bæredygtigt forbrug og produktion.

Behov for at gøre op med ”brug og smid væk”

Studiet peger bl.a. på et behov for at fremme mere cirkulære produkter: 7 ud af 10 danske forbrugere har nemlig oplevet, at det er billigere at købe nyt end at reparere det, de allerede har, og 7 ud af 10 mener, at produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.

Der er samtidig brug for at gøre det lettere for forbrugerne at træffe grønnere valg: Mere end hver 2. forbruger oplever, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.

Forbrugerne har lav tillid til virksomheders miljøkommunikation

Mange har svært ved at navigere i junglen af grønne påstande. Næsten 7 ud af 10 danskere tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er, og 6 ud af 10 er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som ”grønne” uden en god forklaring.

Når det kommer til mærker, har mere end hver 4. forbruger fravalgt et produkt, fordi det ikke var miljømærket, og kun 2 ud af 10 har tillid til, at et produkt er et godt miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke. For 6 ud af 10 danskere er det nemlig afgørende, at mærkningsordninger er objektive og uafhængige.

”Svanemærket, det officielle nordiske miljømærke, er netop sat i verden for at gøre det let for forbrugerne at træffe bedre miljøvalg. Vælger man et svanemærket produkt, kan man være sikker på, at det lever op til nogle af verdens skrappeste miljøkrav, og at det er certificeret af en uafhængig tredjepart. Svanemærket er svært at få, men let at vælge – og det er netop det, vi sætter fokus på i den fællesnordiske kampagne, som man over de kommende uger kan se folde sig ud i Danmark”, siger Martin Fabiansen.

Mere end 9 ud af 10 danskere kender Svanemærket, og 2 ud af 3 ser efter mærket, når de skal vælge varer.

SVANEMÆRKETS NYE KAMPAGNE

Svanemærkets nye kampagne »Svært at få« løber fra den 29. maj 2023 og fire uger frem i alle de nordiske lande – den kan bl.a. ses på TV, outdoor og sociale medier. Målet med kampagnen er at minde forbrugerne om, hvad Svanemærket er, og at de kan bruge Svanemærket til at træffe bedre valg for miljø, klima og sundhed. Kampagnen er udviklet med støtte fra Nordisk Ministerråd. Læs mere om kampagnen.

Fakta fra forbrugerstudie (danske tal)

Holdninger

  • 62 % forsøger at belaste miljøet mindst muligt.
  • 57 % føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
  • 56 % mener, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.
  • 56 % finder det ofte svært at se, om produkter er bedre miljøvalg.
  • 70 % mener, at produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.
  • 72 % har oplevet, at det var billigere at købe et nyt produkt end at reparere det produkt, de allerede havde.
  • 23 % mener, at forbrugerne gør nok for at bidrage til miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
  • 22 % mener, at private virksomheder gør nok for at bidrage til mere miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
  • 23 % mener, at myndighederne gør nok for at bidrage til mere miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.

Greenwashing og tillid

  • 68 % tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er.
  • 59 % er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som »grønne« uden en god forklaring.

Svanemærket og andre miljømærker

  • 93 % kender Svanemærket (YouGov, januar 2023)
  • 66 % ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer.
  • 62 % mener, at det er afgørende, at mærkningsordninger er objektive og uafhængige ift. de produkter, de certificerer.
  • 19 % har tillid til, at et produkt er et bedre miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke.
  • 29 % har fravalgt et produkt, fordi det ikke var miljømærket.

Kilde: ”Nordic Consumer Sustainability Index​” gennemført af IPSOS Norge på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, 2022.

SVANEMÆRKET

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer – og det mest kendte miljømærke i Norden.