10 tips til at spare på jordens ressourcer
Vores forbrug stiger. Det betyder, at vi forbruger flere og flere af jordens ressourcer – og at vi producerer mere og mere affald. Her får du 10 tips til, hvordan du kan være med til at spare på jordens ressourcer, minimere dit affald, mindske CO2-udledningen og gavne din økonomi.
Jordens ressourcer er ikke uendelige. Derfor skal vi passe godt på dem. Og der er heldigvis mange muligheder for at spare på ressourcerne – både når du er på jagt efter noget nyt, og når du skal skille dig af med noget.
Køb kvalitet
Køb produkter, der kan holde længe, og som kan repareres. Ofte er produkter af god kvalitet både flottere og mere lækre end produkter af dårlig kvalitet. Og så har de også den fordel, at du ikke skal smide ud og købe nyt så ofte. Det sparer affald og er også godt for privatøkonomien. Produkter af god kvalitet egner sig desuden bedre til genbrug eller videresalg.
Genbrug og giv videre
Du kan spare penge – og bidrage til et bedre miljøregnskab – ved at købe ting brugt. Det kan fx være møbler til boligen, tøj til dit barn eller en bog til dig selv. Gå på jagt på det lokale loppemarked eller på en af de mange portaler, hvor man kan købe og sælge brugte ting. På samme måde kan de ting, dit barn er vokset fra, eller det sofabord, som der ikke er plads til i den nye lejlighed, glæde andre, hvis du sælger det videre, forærer det til en ven eller den lokale genbrugsbutik. Og hvis du ikke lige kan komme i tanke om nogen, der står og mangler en bogreol eller en børnecykel, kan du lave et opslag på grundejerforeningens facebookside, hvor du skriver, at der er ting til fri afhentning. Så slipper du måske for en tur til genbrugsstationen.
At genbruge eller dele føles ikke bare bedre end at smide tingene ud. Det er også bedre for miljøet. Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer vi ressourcer til produktion af nye produkter.
Del eller lej
Det er en god idé at dele, fx børnetøj og -sko. Alene det første år kan du nemlig bruge op mod 20.000 kr. på tøj og sko, hvis alt købes fra nyt. Men babytøj når sjældent at blive slidt. Det er derfor oplagt at dele det med venner og familie – eller at leje noget af det. Der er altså store besparelser at hente både for pengepungen og miljøet, når vi deler med hinanden i stedet for at købe nyt og smide ud.
Miljøstyrelsen har lavet en beregning. Den viser, at hvis du låner dig frem til 2/3 af babytøjet det første år og køber den sidste 1/3 selv, kan du spare 13.000 kr. For det beløb vil du kunne købe en klapvogn og en barnevogn eller en ladcykel. Men også miljøet opnår en gevinst. Tøjproduktion kræver nemlig store mængder vand, energi og kemikalier. Ved at låne dig frem til 2/3 af tøjet det første år, sparer du miljøet for 10.867 liter vand, hvilket svarer til 2.900 toiletskyl. Og du sparer miljøet for 2.175 MJ energi – det svarer til 12 % af en husstands årlige elforbrug.
Der er også andre steder, hvor du kan dele og dermed spare. De ting, du ikke har behov for dagligt, men bare en gang imellem, kan du dele med venner, naboer eller i familien. Lav en delebilsordning med dine gode venner, som bor i nærheden, eller del større værktøj og havemaskiner med dine naboer i grundejerforeningen. Du kan også benytte dig af forskellige fora, hvor man kan leje tøj og tasker til de begivenheder, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra ud af sig selv.
Reparer
Mange har en tendens til at smide ting ud, når de går i stykker. Det kan være et hul på børnenes bukser, stroppen i håndklædet, pletten på det lille bord eller blenderens kniv, der får dig til at vinke farvel til en ellers vellidt ting. Men som regel er det meget billigere – og ikke så svært som frygtet – at reparere frem for at smide ud og købe nyt.
Har du ikke selv en symaskine, så ring på hos naboen, og lån deres. Kan du ikke selv ordne det, så smut forbi en skrædder, en skomager, en tømrer eller et værksted og hør, om de kan hjælpe dig.
Giv tingene nyt liv
Den lille plasticspand, din skyr kom i, kan genbruges til løse skruer og møtrikker, en tom flaske kan sagtens bruges som vase, tomme syltetøjsglas kan fungere som drikkeglas eller som beholder til børnenes sten fra stranden og dit slidte hovedpudebetræk kan klippes i mindre stykker og bruges som klude til rengøringen.
Mange ting kan få nyt liv, hvis du giver det en ny funktion. Og du kan både spare penge, begrænse dit affald – og få nogle unikke ting i dit hjem ved at tænke kreativt og lade dig inspirere af tidens mange DIY-tips. Vær dog opmærksom på, hvilke materialer du bruger, hvis du laver ting, der enten skal bruges i forbindelse med fødevarer eller til at komme på huden, fx smykker. Ikke alle materialer er velegnede til disse formål, selv om idéen kan se sjov og inspirerende ud.
Gå efter svanemærkede produkter
Når du vælger produkter med Svanemærket, er du med til at mindske miljøbelastningen – og uanset hvilket produkt du vælger, kan du være sikker på, at det er blandt de miljømæssigt bedste i dets kategori
Svanemærket ser nemlig på alle relevante miljøproblemer på hele produktets rejse – og stiller derfor både skrappe miljø- og kemikaliekrav. De skrappe kemikaliekrav mindsker ikke kun miljøbelastningen under produktionen og din udsættelse for kemikalier, når du bruger produkterne. Kemikaliekravene fremmer nemlig også muligheden for at genbruge og recirkulere materialer i produkterne senere i livscyklus.
Svanemærket stiller også krav til kvaliteten. Inden for mange typer af produkter er levetiden nemlig det, der har størst indflydelse på den samlede miljøbelastning. Og så stiller Svanemærket også krav, der gør det muligt at genanvende materialer. Til svanemærkede møbler er der fx krav om, at, metal og plast let skal kunne demonteres, så det kan genanvendes.
Stort udvalg af produkter
I Danmark er der mere end 25.000 svanemærkede produkter og serviceydelser på markedet – og du kan finde svanemærkede produkter indenfor 55 forskellige produktkategorier. Du kender sikkert Svanemærket fra shampoo, vaskepulver og rengøringsmidler, men vidste du, at det også findes på fx make-up, tøj, møbler, maling – og på bilvaskehaller og hoteller?
Find produkterPrioriter og invester i oplevelser
Brug dine penge på gode oplevelser – både til dig selv, og når du skal give gaver til andre. Det kan enten være gavekort, du køber, eller dem, du laver selv. En lækker brunch, et klippekort til babysitning, et tegnekursus, klaver-timer eller en tur i skoven med picnickurv. Køb en oplevelse til dig selv, du længe har drømt om, eller find på noget, der passer lige præcis til den person, du vil glæde med en oplevelsesgave. Oplevelser skaber glæde – og de bliver ikke til affald.
Tænk dig om
Det mest bæredygtige forbrug er det forbrug, der slet ikke finder sted. Spørg derfor dig selv, om du har brug for de varer, som du har fundet, inden du afslutter et køb. Vær nøjsom, fornuftig og tænk over, hvad du bruger dine penge på. Som hovedregel kan du aftale med dig selv, at du lader være med at købe ting, du ikke på forhånd havde tænkt, at du har brug for.
I forhold til madspild kan du afhjælpe problemet ved at lave ugentlige madplaner og holde dig til dem, så du får brugt de råvarer, du køber. Når du skal handle, kan du lave en indkøbsseddel og holde dig til den, så der ikke pludselig havner et blomstret vattæppe fra spotvarehylden og en ekstra liter mælk, som du ikke når at få drukket, i kurven.
Find på alternativer
Får du læst den avis, du abonnerer på, eller ender den som regel i papircontaineren, fordi du alligevel læser de fleste nyheder online? Så er det måske smartere at afmelde dit abonnement eller nøjes med et weekendabonnement.
Er du glad for at skimme tilbudsaviser igennem for at finde gode tilbud, kan du downloade appen eTilbudsavis, i stedet for at få de mange forskellige papirreklamer sendt med posten. Det sparer papir – og så er det faktisk også en del smartere. På appen er alle tilbuddene nemlig samlet ét sted, og du kan bl.a. lave indkøbslister og se, hvor den vare, du er på udkig efter, er billigst.
Bruger du hver dag små fryseposer til et enkelt stykke frugt eller grønt, som dine børn kan spise i frikvarteret, så overvej i stedet en lille boks, hvor det kan ligge i. Og drikker du meget kaffe på farten, så køb dit eget termokrus, så du undgå at bruge et papkrus til hver eneste kop kaffe.
Sorter dit affald – og inddrag familien
Glas og flasker, pap og papir, plast, dåser, batterier og madrester. Det affald, du ikke kan se en videre nytte med derhjemme, og som andre ikke kan få gavn af, kan du sortere, inden du smider det ud. Når du sorterer dit affald, kan de forskellige materialer bruges igen og igen til nye produkter. På den måde er du med til at spare på jordens ressourcer, ligesom du er med til at sikre, at affald, der indeholder giftige stoffer, ikke bliver brændt. Hvis du ikke sorterer, ryger alt affaldet afsted til forbrænding, og dermed går værdifulde materialer op i røg. På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvorfor det er vigtigt at affaldssortere.
Nogen finder det besværligt at sortere affald. Måske du ikke synes, du har plads nok i lejligheden, eller måske du synes, at madaffaldsspanden hurtigt begynder at lugte og tiltrække bananfluer. Men det behøver ikke være så svært. Hvis du fx har hund, kan du gøre det til en vane at smide bioposen ud hver aften, når du alligevel skal lufte hunden. Brug stofnet, spande eller kasser til de forskellige materialer, og gør det til en vane at tømme de forskellige én bestemt dag om ugen. Du kan inddrage hele familien og uddele opgaver til familiens forskellige medlemmer – også børnene. Én kan gå ned med plastikaffald, én er ansvarlig for pap og papir og så videre. På den måde tager alle del i opgaven, og dine børn lærer, at det er vigtigt at tage ansvar og have omtanke for miljøet og bliver som regel også glade for at kunne hjælpe til. Desuden letter det opgaven, når I er fælles om det.
Affaldssortering afhænger af, hvilken kommune, du bor i. Så hvis du er i tvivl om, hvordan du skal sortere dit affald, kan du tjekke din kommunes hjemmeside eller www.borger.dk.
Gør en forskel
- Når en husstand sorterer alt sit husholdningsaffald til genanvendelse frem for at sende det til forbrænding, giver det en energibesparelse svarende til hele husstandens energiforbrug til vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine.
- For hvert 1 kg plastaffald, som genanvendes frem for at blive sendt til forbrænding, sparer vi energi svarende til en gennemsnitlig husholdnings standby-forbrug til alle elektriske apparater i 14 dage.
Kilde: Miljøstyrelsen