Spring til indhold
Svanemærket logo

Bliv klogere på svanemærket solcreme

Du ved sikkert godt, at det er en god idé at bruge solcreme de steder, som ikke er dækket af tøj. Men ved du også, hvorfor det er en god idé at vælge en svanemærket solcreme?

Solråd og svanemærket solcreme

Når du skal bruge solcreme, er det en god idé at vælge en svanemærket variant. Både for at passe bedre på dig selv og din familie – og for at skåne miljøet:

Bedre for din sundhed

Svanemærket stiller skrappe kemikaliekrav. Det betyder, at en svanemærket solcreme ikke må indeholde ingredienser fra EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er heller ikke tilladt at tilsætte konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende.

testtee
Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du følger disse tre simple solråd: Skygge, solhat og solcreme.

Krav til UV-filtre gavner både dig og koralrev

Kemikaliekravene omfatter også solcremens UV-filtre. Derfor er nogle uv-filtre forbudt at bruge i en svanemærket solcreme. Det gælder fx uv-filtrene Benzophenone-3 og Ethylhexyl Methoxycinnamate, da disse er på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

De to solfiltre er ifølge nyere forskning ikke kun er et skidt valg for mennesker, men også for koralrev. Solfiltrene ændrer nemlig korallernes dna og forårsager hormonforstyrrelser, som får unge koraller til at dø. De to solfiltre kan du også nogle gange høre omtalt som oxybenzone og octinoxate.

Forstå forskellen på fysiske og kemiske filtre i solcreme

Solcreme indeholder enten et fysisk filter, et kemisk filter eller en kombination af begge. Som udgangspunkt kan der både være fysiske og kemiske solfiltre i svanemærkede produkter.

Læs mere om forskellen her
Ikon for svanemærket solcreme

Påvirker naturen mindre

Svanemærket stiller også andre krav, der er med til at begrænse solcremens påvirkning på natur og miljø. Kravene omfatter tre ting:

For det første er der krav til stoffernes nedbrydelighed for at undgå langvarig, negativ påvirkning på naturen. For det andet er der krav til stoffers bioakkumulerbarhed for at undgå, at skadelige kemikalier hober sig op i dyr og mennesker. Og for det tredje er der krav til stoffernes giftighed for at undgå stoffer, der er giftige over for fx fisk og krebsdyr.

Der er tænkt over emballagen

En del hudplejeprodukter har en for stor mængde emballage. Det er både spild af ressourcer, og det øger klimabelastningen, fordi vi både laver og transporterer materialer, der ikke er brug for.

Derfor kræver Svanemærket, at emballagen skal fungere godt og være så lille som mulig, så man undgår at transportere unødig emballage. Emballagen skal også kunne tømmes, så du kan bruge mest muligt af solcremen. Og så skal emballagen være let at skille ad, så du får mulighed for at affaldssortere, så de enkelte dele dermed kan genanvendes.

Solfaktoren er testet

Svanemærket har også krav om, at solcremens solfaktor skal være testet af et uafhængigt, akkrediteret testinstitut.

Find din svanemærkede favorit

Der findes lige nu omkring 300 svanemærkede solprodukter. Udvalget tæller bl.a. sollotion, solstift, aftersun lotion og ansigtssolcreme.

Du kan se udvalget af svanemærkede solprodukter her
Ikon for svanemærket solcreme