Fokus på kemikalier
Vi står over for en kemikaliekrise, der kan få store konsekvenser for menneskers sundhed og miljøet.


Der er kemikalier overalt. I din mad, dit tøj og dine møbler. Selv naturen består af kemi og vand er en kemisk forbindelse med den kemiske formel H2O. Det er altså ikke muligt helt at undgå kemikalier, og der er heller ingen grund til at være generelt ”kemiforskrækket”, for kemien i vores produkter har også mange gode egenskaber.
Det ændrer dog ikke på, at vi står over for en kemikaliekrise, der kan få meget store konsekvenser for menneskers sundhed og for miljøet. Krisen skyldes først og fremmest en eksplosiv vækst i forbruget af kemikalier. Fra 2000 til 2017 steg produktionen fra 1,2 til 2,3 milliarder ton kemikalier om året på verdensplan. Det viser tal fra Det Europæiske Miljøagentur.
Og selvom nogle kemikalier bidrager til at gøre verden bedre, så påvirker vores brug af skadelige kemikalier miljøet og vores sundhed negativt. For når flere og flere skadelige kemikalier ender i vores kroppe, kan det fx både påvirke vores evne til at få børn og give øget kræftrisiko.
Vær opmærksom på cocktaileffekten
Samtidig kan kombinationen af de forskellige kemikalier, som vi bliver udsat for fra mange forskellige kilder i vores hverdag, være hormonforstyrrende eller på anden måde sundhedsskadelig. Også selvom kemikalierne, hver for sig, ikke udgør en risiko i de mængder, man udsættes for fra det enkelte produkt.
Vi omtaler ofte dette som cocktaileffekten. Den kan man fx illustrere ved at sige ”1+1=3”. Det vil sige, at selv om kemikalie A har én effekt, og kemikalie B har en anden effekt, så kan den samlede effekt blive noget helt tredje, hvis vi blander A og B.
Træf bedre kemikalievalg i hverdagen
Selv om vi ikke kan undgå kemikalier, kan vi begrænse mængden af kemi, vi udsættes for, og forsøge at styre uden om den uønskede kemi. Det er bedre for vores sundhed – og det er bedre for naturen.
Du kan fx være opmærksom på at lufte ud hver dag, gøre ofte rent, slukke for elektronik, du ikke bruger, vælge økologiske fødevarer, og se efter Svanemærket, når du handler.
Guide
8 tips til bedre kemikalievalg i hverdagen
Vi kan ikke undgå kemi, men vi kan begrænse mængden, vi bliver udsat for. Her får du 8 tips til bedre kemi i hverdagen.
Læs mere
Svanemærket stiller skrappe krav til kemikalier
Svanemærkede produkter lever op til skrappe krav til kemikalier. Faktisk er Svanemærket et af verdens bedste redskaber til at begrænse skadelig kemi. Det gælder både miljøskadelige kemikalier – fx stoffer, som er giftige over for dyr og planter i vandmiljøet, eller som er svære at nedbryde i naturen – og sundhedsskadelige kemikalier.
Svanemærkets overordnede tilgang er at udelukke eller begrænse stoffer ud fra deres egenskaber. Det gælder bl.a. stoffer, der er miljøskadelige, kræftfremkaldende, eller som kan skade arveanlæg eller menneskers forplantningsevne. Denne tilgang er meget mere effektiv end at udelukke hvert enkelt stof ved navn.
De skrappe kemikaliekrav gavner din sundhed, når du bruger produkterne, og de mennesker, der fremstiller dem. Samtidig er kemikaliekravene med til at passe godt på vores natur, når fx en shampoo eller et rengøringsmiddel skylles ud og ender i vandmiljøet. Samtidig giver kemikaliekravene bedre mulighed for at genbruge og recirkulere materialer fra de svanemærkede produkter, når fx sofaen er udtjent, eller dine gamle jeans er slidt helt op, fordi man så ikke bringer uønsket kemi ind i nye produkter.
Svanemærkets forsigtighedsprincip gavner dig
Svanemærket har generelt en forsigtig tilgang til kemikalier. Forsigtighedsprincippet betyder, at Svanemærket forbyder et stof, hvis uvildige eksperter vurderer, at det er problematisk. På den måde reagerer Svanemærket hurtigere end lovgivningen og stiller krav til kemikalier, hvis der er begrundet mistanke om, at de skader miljø og/eller mennesker.
Fokus på PFAS
PFAS er nogle af tidens mest omtalte og udskældte kemikalier. Men hvad er PFAS egentlig, og hvordan kan du forsøge at styre uden om PFAS i din hverdag?
Læs mere