Inspiration til en mere bæredygtig pakkeleg
Hvis du ønsker at holde en mere bæredygtig jul, kan du forny den velkendte pakkeleg, så gaverne bliver lidt grønnere – og modtagerne måske også lidt gladere. Selvfølgelig uden at give køb på sjov, spænding, stress og småskænderier.

Pakkespil, pakkeleg, rafleleg … Uanset, hvad I kalder det i din familie, er der ingen tvivl om, at legen er en vaskeægte juleklassiker, der hvert år giver liv til julefrokosterne. Kampen om de seks øjne på terningen, der pludselig skiller grenene i familien ad, gør barndomsvenner til spillefjender, og som giver selv den rareste bedstefar blod på tanden. Den stressede stemning, når æggeuret tikker, og man lige har mistet alle sine pakker, og følelsen af at jagte dén ene pakke, som bare ser så god ud …
Men de fleste kan nok nikke genkendende til, at det langt fra er alle gaver, der er lige gode. Mange gaver bliver aldrig taget i brug, men ender måske mest af alt som rod – som noget, man ikke helt kan holde af eller har brug for, men som også føles forkert bare at smide ud. Det skaber ikke blot irritation – det er også spild af penge og af ressourcer.
Her får du 6 idéer til, hvordan I kan gøre den sjove juletradition i familien eller med vennerne lidt grønnere, gaverne lidt bedre og modtagerne lidt gladere. Og der vil stadig være garanti for sjov, stress og småskænderier, når pakkerne hurtigt skifter hænder:
Idé #1: Brug genbrugsgaver
Gør det til et benspænd, at I kun må spille om genbrugsgaver i år. De fleste har ting derhjemme, som de ikke længere bruger, og som kunne få nyt liv i et andet hjem. Det kan være en bog, man har læst, en vase man ikke længere bruger, et tørklæde, man fik købt i en forkert farve, eller et spil, som man selv er blevet træt af. Ud over at pakkelegen på den måde bliver mere miljøvenlig, får deltagerne også mulighed for at rydde lidt op derhjemme og sparer samtidig penge.
Idé #2: Kom med hjemmelavede gaver
Aftal, at I kun må komme med hjemmelavede gaver. Det kan være et glas marmelade, en hjemmestrikket karklud, en lille aflæggerplante, et broderet bogmærke eller et gavekort til børnepasning. Det er nok de færreste, der har lyst til at komme med hjemmelavet skrammel – og på den måde øger I chancerne for, at man faktisk får noget, man bliver glad for. Og giver noget, som man har gjort sig umage med at lave.
Idé #3: Støt et godt formål
Giv de penge, du ellers ville have brugt på en lidt ligegyldig raflegave, til et godt formål. Find en organisation eller sag, som arbejder med noget, du synes er vigtigt og godt, og send pengene til dem. Lad dokumentationen for dit bidrag indgå i legen som en gave i pakkelegen. Selvom modtageren ikke får en fysisk ting med hjem, er det de færreste, der vil føle sig skuffede over at have støttet et godt formål.
Idé #4: Tag en ekstra spillerunde
Overvej at spille en ekstra runde, når gaverne er blevet pakket op. Det skal naturligvis være frivilligt, om man vil sætte sin gave på spil. Den ekstra runde øger chancerne for, at gaverne ender hos nogen, der rent faktisk gerne vil bruge dem – fremfor at de ender bagerst i skabet eller måske endda i skraldespanden.
Idé #5: Drop indpakningen
Når I har lagt en plan for årets julekager, er det bare om at gå i gang. Find opskrifter frem, sæt julemusik på – og gå så i krig med kanel, kardemomme og kagerulle. Når I har lavet jeres kagedej, kan I vælge at fryse en del af den ned. På den måde slipper I for at ende med småtørre småkager, som måske bliver smidt ud. Og samtidig kan I lynhurtigt få hele huset til at dufte af jul igen. Sørg for at opbevare de færdige småkager i gode glas eller kagedåser, så de holder længere.
Sådan pakker du gaverne lidt grønnere ind
Sådan pakker du gaverne lidt grønnere ind
Men julens mange gaver følger store mængder af gavepapir – papir, der kræver vand, energi, træ og kemikalier af fremstille. Få fire tips til at skåne miljøet, mens du stadig bevarer spændingen i at åbne en fint indpakket gave.

Idé #6: Forny konceptet og spil om én pakke
I kan også vælge at droppe de mange små gaver og købe én stor og attraktiv gave, som alle dyster om. Træk lod om, hvem af jer der skal sørge for gaven, og bliv enige om et beløb fra alle. Derefter er det op til gavekøberen at finde på en gave, som alle spillerne må forventes at blive glade for.