Vælg et svanemærket hotel
Flere og flere af os har fokus på miljø og klima, når vi vælger hotel. Gælder det også dig? Så se efter Svanemærket, når du næste gang vælger hotel.
Der er stor forskel på, hvor meget forskellige hoteller påvirker miljø og klima. Og som gæst kan det være svært at se, hvordan hotellet eventuelt arbejder for at begrænse sit aftryk på miljø og klima. Mange af de grønne tiltag findes nemlig i hotellernes arbejdsrutiner, rengøring, indkøb og i køkkenet – altså steder, der ikke er synlige for hotellets gæster.
Hvis du bruger Svanemærket som pejlemærke, kan du være sikker på, at hotellets arbejde ”bag kulissen” overholder skrappe miljøkrav. Et svanemærket hotel arbejder nemlig aktivt med at reducere sit forbrug af ressourcer og effektivisere den daglige drift. Det gavner både miljø og klima.
Mindre forbrug af energi og vand
Et svanemærket hotel begrænser deres energiforbrug og dermed deres CO2-udslip. Hotellet bruger ikke fossil olie eller gas til opvarmning – og det gennemfører desuden energi- og CO2-reducerende tiltag for at begrænse klimabelastningen.
På samme måde begrænser et svanemærket hotel også vandforbruget – og gennemfører vandreducerende tiltag.
En grønnere hotelrestaurant
Svanemærket stiller også krav til hotellets restauranter. De skal bl.a. servere mad, som belaster miljø og klima mindre. Det betyder, at de tilbyder vegetarisk mad, bruger gerne lokalproducerede råvarer, og at de undgår truede arter af fisk og skaldyr. Derudover serverer de en høj andel økologisk mad og drikke.
Et andet kendetegn ved spisestederne på et svanemærket hotel er, at de ikke bruger engangsartikler i den daglige servering – og at de kun bruger engangsartikler, som opfylder strenge miljøkrav til takeaway og catering. Derudover arbejder de aktivt for at forebygge madspild.
Forbedret biodiversitet og mindre uønsket kemi
Svanemærket er et holistisk mærke – det betyder, at der bliver stillet krav mange steder i hotellets drift. Hotellet skal fx sikre, at biodiversiteten på dets udearealer forbedres, og at affald bliver godt sorteret for at sikre mulighed for genanvendelse af materialer og udnyttelse af ressourcer. Der er også krav om, at hotellet skal oplære alle medarbejdere i miljøarbejdet – og at det skal bruge miljømærkede produkter til den daglige rengøring, opvask og tekstilvask for at begrænse uønskede kemikalier.
Det hurtige overblik over fordelene ved et svanemærket hotel:
- Begrænser forbruget af energi og vand
- Bruger ikke fossil olie eller gas til opvarmning
- Kildesorterer affald og forebygger madspild
- Fremmer mad med lav miljø- og klimabelastning
- Serverer en høj andel økologisk mad og drikke
- Undgår engangsartikler til daglig servering
- Forbedrer biodiversiteten på udearealer
- Begrænser brug af uønskede kemikalier
- Oplærer medarbejdere i miljøarbejdet.