Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

07.01.2025

Gladsaxe har Danmarks første svanemærkede kommunalt drevne kantine

Kantinen på Gladsaxe Rådhus er den første kommunalt drevne kantine i Danmark, der har opnået Svanemærket.

Kantinen på Gladsaxe Rådhus har opnået Svanemærket

Flere og flere kantiner bruger Svanemærket som et redskab til at vælge fødevarer og optimere driften – og derigennem reducere den samlede miljø- og klimabelastning. Og for første gang nogensinde har en kommunalt drevet kantine nu også opnået Svanemærket:

”Gladsaxe er den første kommune, der har fået svanemærket en kantine med egne medarbejdere – og lige nu er det samtidig den eneste kommune i Danmark, der har en svanemærket kantine. Det er virkelig godt gået, og jeg håber, at flere kommuner vil følge trop. Svanemærket er nemlig et stærkt redskab til at reducere den samlede miljø- og klimabelastning, da det ser på hele livscyklus – både på den mad, der bliver serveret og den samlede drift”, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef for certificering af blandt andet kantiner i Miljømærkning Danmark.

En svanemærket kantine lever op til skrappe krav til mad, affald, kemikalier og indkøb. Derudover arbejder kantinen struktureret og aktivt med at optimere driften og begrænse sit forbrug af ressourcer, herunder forbruget af vand og energi.

Kendetegn ved et svanemærket spisested

  • Fremmer mad med lav miljø- og klimabelastning
  • Serverer en høj andel økologisk mad og drikke
  • Serverer minimum en vegetarisk ret til frokost og middag
  • Kildesorterer affald og forebygger madspild
  • Undgår engangsartikler til daglig servering
  • Begrænser brug af uønskede kemikalier
  • Begrænser forbruget af energi og vand
  • Oplærer medarbejdere i miljøarbejdet

Læs mere på www.svanemærket.dk/spisesteder

Målrettet indsats og tæt samarbejde har båret frugt

Da kantinen på Gladsaxe Rådhus fik overrakt certifikatet med Svanemærket, var borgmester Trine Græse blandt talerne – og roste kantinens medarbejdere og ledere:

”Vi har nu her i Gladsaxe Danmarks første svanemærkede kommunalt drevne kantine. Det er utrolig flot, og det kan vi alle som verdensmålskommune godt være stolte af”, sagde borgmester Trine Græse.

Borgmesteren fremhævede også samarbejdet på tværs af enheder for at opnå certificeringen med Svanemærket:

”Det har krævet et tæt samarbejde på tværs af enheder i Intern Service at kunne leve op til Svanemærkets skrappe krav til energi, vand, affald, kemikalier, madspild og økologiske råvarer. I har arbejdet hårdt for at nå hertil. Både når det gælder om at dokumentere resultater og med at tilpasse indkøb og arbejdsgange til at leve op til kravene. I skal have en kæmpestor tak for jeres indsats”, sagde borgmester Trine Græse.

Kantinekøkkenets fem medarbejdere leverer ikke kun mad til rådhusets kantine, men også forplejning til møder og arrangementer på rådhuset, kursusejendommene Højgård og Søgård, og til receptioner i kommunen. I 2024 solgte kantinen 33.000 varme frokostretter.

Overvejer I at certificere jeres kantine med Svanemærket?

Læs cases, og se, hvilke krav jeres kantine skal leve op til for at blive certificeret med Svanemærket, og hvad det koster.

Læs mere
Køkken på restaurant hvor kok tilbererede servering under varmelamper

Læs også