Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

22.01.2024

Dansk Retursystems kantiner har opnået Svanemærket

Servicekoncernen ISS og Dansk Retursystem har netop fået certificeret Dansk Retursystems kantiner i Høje Taastrup og i Løsning med Svanemærket.

Fire personer med diplom i Dansk Retursystems kantine

Dansk Retursystem, som driver det danske pantsystem, er et af medlemmerne i Netværk for Miljømærket indkøb. Det betyder, at virksomheden har fokus på ansvarlige indkøb – og nu har Dansk Retursystem netop fået certificeret deres to kantiner med Svanemærket:

”Som miljøvirksomhed køber vi i Dansk Retursystem så vidt muligt produkter og ydelser med de officielle miljømærker Svanemærket og EU-Blomsten, og derfor er vi rigtig glade for, at vores kantiner i Høje Taastrup og Løsning nu opnår en svanemærkning. For ligesom Pantmærket på flasker og dåser viser, at emballagen genanvendes på højeste niveau, hvis den kommer retur, så er Svanemærket en garanti for, at driften lever op til en række miljø- og klimakrav, og derfor giver det god mening hos os, at vores medarbejdere også kan spise i en svanemærket kantine,” siger Steen Aagaard, Head of Procurement i Dansk Retursystem, i en pressemeddelelse.

Certificeringen er opnået i samarbejde med ISS, som driver kantinerne:

”Vi har som Danmarks største servicevirksomhed et stort ansvar for at understøtte den grønne omstilling i samfundet. Derfor er vi også meget bevidste om, at vi skal levere vores services på en klimavenlig måde. Svanemærkningen af vores kantiner hos Dansk Retursystem er en blåstempling af vores indsats og vores medarbejdere, som har arbejdet dedikeret med at indføre mere klimavenlige løsninger i kantinerne, som er blevet taget rigtigt godt imod af Dansk Retursystems medarbejdere,” siger Peter Garde Olsen, kundechef, Food Services i ISS og ansvarlig for samarbejdet med Dansk Retursystem.

Målrettet indsats

Dansk Retursystem og ISS har opnået Svanemærket ved blandt andet at:

  • Øge andelen af økologi, så virksomhederne har opnået det økologiske spisemærke bronze, som har en økologiandel på 30-60 pct.
  • Reducere madspildet med 15 procent siden april i år ved at servere portionsanrettede måltider
  • Nedbringe kødforbruget med 10 procent i løbet af 2023 ved at introducere et nyt madkoncept med flere vegetariske retter

Læs mere i denne pressemeddelelse fra ISS.

Foto: På billedet ses, fra venstre mod højre: Peter Garde Olsen (ISS), Michelle Hansen (køkkenchef for ISS i kantinen i Høje Taastrup), Marlene Nielsen (Miljømærkning Danmark), Steen Aagaard (Head of Procurement i Dansk Retursystem).

Hvad kendetegner en svanemærket kantine?

  • Fremmer mad med lav miljø- og klimabelastning
  • Serverer en høj andel økologisk mad og drikke
  • Serverer minimum en vegetarisk ret til frokost og middag
  • Kildesorterer affald og forebygger madspild
  • Undgår engangsartikler til daglig servering
  • Begrænser brug af uønskede kemikalier
  • Begrænser forbruget af energi og vand
  • Oplærer medarbejdere i miljøarbejdet

Læs mere om svanemærkede spisesteder