Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

23.01.2024

Hospitalskøkken er blevet svanemærket

Herlev Hospital har netop fået certificeret deres centralkøkken med Svanemærket. Dermed er der nu tre svanemærkede hospitalskøkkener i Danmark.

Fire personer med diplom på Herlev Hospital

Centralkøkkenet på Herlev Hospital har et mål om at være frontløbere i arbejdet med den grønne omstilling – og her har ledelsen i køkkenet valgt at bruge Svanemærket som pejlemærke.

"Vi har en pligt til at gøre noget i forhold til de miljøkriser, vi står overfor, og det kan Svanemærket gøre noget ved, fordi det er en miljøcertificering, som ser hele vejen rundt om de problemer, der er,” udtalte Louise Lindelof, afdelingschef for Service og Logistik på Herlev og Gentofte Hospital, i forbindelse med certificeringen.

Certificeringen blev markeret ved et arrangement den 9. januar, hvor også Miljømærkning Danmark deltog:

”Jeres køkken har dokumenteret, at det lever op til skrappe krav til mad, affald, kemikalier og indkøb – og at det arbejder for at begrænse forbruget af vand og energi. Det betyder også, at I nu serverer mad til patienterne fra et køkken, der er blandt de miljømæssigt bedste på markedet. Og I er det kun 3. hospitalskøkken i Danmark, der har opnået Svanemærket. Til jer alle i køkkenet– vil jeg sige: godt gået. I kan med rette være stolte,” lød det fra Michael Kristensen, der er afdelingschef for Certificering i Miljømærkning Danmark.

Centralkøkkenet på Herlev Hospital er det tredje hospitalskøkken i Danmark, der opnår en certificering med Svanemærket. De to andre er patientkøkkenet på Regionshospitalet Randers og køkkenet på Bispebjerg Hospital.

Læs evt. mere om certificeringen i Herlev Bladet.

Hvad kendetegner en svanemærket kantine?

  • Fremmer mad med lav miljø- og klimabelastning
  • Serverer en høj andel økologisk mad og drikke
  • Serverer minimum en vegetarisk ret til frokost og middag
  • Kildesorterer affald og forebygger madspild
  • Undgår engangsartikler til daglig servering
  • Begrænser brug af uønskede kemikalier
  • Begrænser forbruget af energi og vand
  • Oplærer medarbejdere i miljøarbejdet

Læs mere om svanemærkede spisesteder