Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

18.01.2024

Nu styrker EU forbrugerbeskyttelsen

Direktivet om øget forbrugerbeskyttelse er nu formelt vedtaget af Europa-Parlamentet. Det betyder bl.a., at udokumenterede grønne påstande forbydes, og absolutte udtryk som fx "grøn" eller "miljøvenlig" bliver underlagt strenge krav. Officielt anerkendte miljømærker som Svanemærket giver virksomheder klare fordele.

Mange forbrugere på en handelsgade

I går blev de nye regler for styrket forbrugerbeskyttelse i den grønne omstilling formelt vedtaget i Europa-Parlamentet. De skal beskytte forbrugerne mod vildledning og dermed gøre det lettere at træffe mere bæredygtige valg. Derudover vil reglerne også beskytte virksomhederne mod skæv konkurrence.

"Forbrugernes magt er enorm og udgør et stort potentiale i den grønne omstilling. Derfor er det rigtig godt, at der nu er vedtaget skærpede regler, som skal gøre det lettere for forbrugerne at træffe valg, der rent faktisk bidrager til den grønne omstilling, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Lovgivningen er en del af EU's Green Deal, som skal sikre et mere bæredygtigt og konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Klar fordel med et officielt miljømærke

En vigtig del af direktivet er at gøre det ulovligt for virksomheder at fremsætte grønne anprisninger, der er generelle, selektive eller irrelevante. Fx ved at hævde, at noget er "miljøvenligt", uden at kunne dokumentere påstanden. Den slags anprisninger må man kun bruge i specifikke tilfælde – fx når det bliver understøttet af et relevant officielt anerkendt miljømærke, herunder Svanemærket og EU Ecolabel (EU-Blomsten).

"Det vil sige, at man opnår en klar fordel, hvis man har en certificering med et officielt anerkendt miljømærke, som fx Svanemærket eller EU Ecolabel, da de officielt anerkendte miljømærker bliver udpeget som særligt troværdige og giver mulighed for at kunne lave mere generelle grønne anprisninger, " fortæller Martin Fabiansen og fortsætter:

"Vildledende eller utroværdige grønne påstande ødelægger forbrugernes tillid til virksomheder og deres bæredygtighedskommunikation. Det kan også vildlede forbrugerne til at købe varer, der er mindre gode for miljøet, og dermed går vi glip af vigtige klima- og miljøeffekter. Det forsinker den grønne omstilling og er et alvorligt problem."

Godt nyt for forbrugerne

Ifølge en forbrugerundersøgelse foretaget af IPSOS for Svanemærket i 2022 har mange danskere i dag svært ved at navigere i junglen af grønne påstande. Næsten 7 ud af 10 danskere tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er, og 6 ud af 10 er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som ”grønne” uden en god forklaring.

"Tallene viser med tydelighed, at der er brug for at rydde op i de mange grønne anprisninger, og det er derfor godt nyt, at EU nu har vedtaget regler, som gerne skal føre til et opgør med greenwashing, " siger Martin Fabiansen.