
26.03.2025
Svanemærket boligbyggeri på Amager Strandvej har indeklima og biodiversitet i fokus
Lejlighedsbyggeriet Havglimt 2 på Amager Strandvej, der i disse uger tager imod ...
Læs merePKA var først med både svanemærkede lejeboliger og svanemærket boligrenovering, og sidste år blev søsterselskabet PKA Ejendomme de første i Norden til at opnå svanemærket bygningsdrift.
I 2016 blev landets første svanemærkede lejeboliger bygget. Pensionskasserne bag PKA stod bag byggeriet i Hillerød, og siden da er en række svanemærkede boligbyggerier med PKA som bygherre blevet opført.
Valget om at bygge og arbejde med Svanemærket skyldes et ønske om dels at tage hensyn til miljø og klima – og dels at skabe attraktive ejendomme med gode afkast.
”Det er vigtigt for os, at vi bidrager til større bæredygtighed i ejendomsbranchen. I 2016 opførte vi Danmarks første svanemærkede lejeboliger. Det har været en succes for os, og vi kan se, at det er noget lejerne efterspørger. Ikke nok med, at vi med ejendommene kan skabe gode afkast til vores medlemmer. Vi kan samtidig gøre en positiv forskel for miljø og klima,” siger ejendomschef i PKA Nikolaj Stampe.
I 2022 udvidede PKA indsatsen med Svanemærket, da de opførte Nordens første svanemærkede renovering af en boligejendom – et vigtigt skridt i retning af en mere cirkulær tilgang til den eksisterende bygningsmasse.
”Ved at renovere en eksisterende bygning udnytter vi potentialet i den boligmasse, der allerede er. På den måde kan vi være med til at bevare et stykke kulturarv og sikre en spændende mangfoldighed mellem nye boliger og historiske bygninger. Det skaber et spændende byrum, hvor vi sikrer plads til flere og samtidig tager hensyn til miljø og klima”, siger Nikolaj Stampe.
I oktober 2024 lancerede Svanemærket som noget helt nyt krav til bygningsdrift, som skal være med til at fremme ressourceeffektiviteten, reducere klimapåvirkningen, sikre bedre indeklima og forlænge bygningernes levetid.
Også her var PKA hurtige til at se potentialet, og kort tid efter lanceringen af de nye krav, fik PKA’s ejendomsselskab, PKA Ejendomme, som de første i Norden certificeret driften af to ejendomme – Sygeplejerskernes Hus, en boligejendom med 130 lejemål i København N, samt PKA Ejendommes hovedsæde i Skovlunde.
“Med fokus på at bidrage til den grønne omstilling og skabe værdi for vores mere end 365.000 medlemmer i social- og sundhedssektoren, arbejder vi for at sikre, at vores ejendomme bliver ved med at udvikle sig. Vi var de første til at opnå Svanemærket på lejeboliger og på renovering, og nu er vi også de første til at opnå svanemærket bygningsdrift. Det er vi selvfølgelig stolte over i hele PKA-fællesskabet, da det ligger i vores DNA, at vi gerne vil gøre en forskel,” siger Hans Andersen, ESG-chef hos PKA Ejendomme.
For PKA Ejendomme er certificeringen med Svanemærket også en fremtidssikring af deres investeringsejendomme i en tid, hvor miljø og klima er en central beslutningsfaktor for mange lejere:
Certificeringen understøtter vores mål om at skabe øget værdi i vores portefølje og fremtidssikre ejendommene. Vi ved, at miljø- og klimahensyn har stor betydning for vores beboeres valg af bolig. Certificeringen er derfor et af de tiltag, der skal være med til at tiltrække og ikke mindst fastholde vores beboere og kunder,” siger administrerende direktør i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen.
Svanemærket er det mest kendte miljømærke i Norden, og 9 ud af 10 danskerne kender Svanemærket. Ifølge Hans Andersen har det også en strategisk betydning for PKA Ejendomme.
”Svanemærket er Danmarks og Nordens officielle miljømærke, og det giver os en kommunikativ fordel, når vi bl.a. skal understøtte og ’nudge’ vores beboere til at deltage i de bæredygtige initiativer, der kan gøre en reel forskel i deres hverdag”, siger han og tilføjer:
”Samtidig gør Svanemærket det nemmere at kommunikere og dokumentere samfundsansvarlighed og miljømæssig ansvarlighed over for investorer”.