Udvidet producentansvar
Det udvidede producentansvar for emballage skal være med til at fremme den cirkulære økonomi. Producentansvaret træder i kraft i Danmark den 1. juli 2025. Virksomheder med svanemærkede produkter forventes at være på forkant med de nye regler.
EU vedtog i 2018 et direktiv om udvidet producentansvar for emballage – og i august 2022 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at producentansvaret skulle indføres i Danmark. Formålet er at sikre, at langt mere emballage bliver genbrugt eller genanvendt.
Det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft i Danmark den 1. juli 2025. Alle virksomheder, der pakker deres produkter i emballager, eller importerer emballerede produkter, bliver omfattet af det kommende producentansvar. De skal dog allerede nu registrere sig og indberette forventede emballagemængder for 2024 hos Dansk Producent Ansvar. Fristen for registrering er den 31. august 2024.
Kort om det udvidede producentansvar
Med det udvidede producentansvar får virksomheder ansvaret for at finansiere og organisere indsamling, sortering og behandling af deres emballager, når de bliver til affald.
Alle emballager er som udgangspunkt omfattet af producentansvaret – og ansvaret hviler på den part, der sætter emballagen eller emballerede produkter på markedet.
Emballage er alle produkter af en hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til brugeren eller forbrugeren og præsentation af varer. Det kan både være salgsemballage, multipak, primær emballage, sekundær emballage, tertiær emballage og transportemballage mm. Alle engangsartikler, der anvendes til samme formål, er også emballage.
Formålet er at fremme den cirkulær økonomi
Af den aftale, som der er indgået mellem regeringen og en række partier, fremgår det, at formålet med et udvidet producentansvar for emballage er at fremme en cirkulær økonomi, hvor:
- der ikke bruges unødvendig emballage
- der i højere grad gøres brug af genbrugsemballager
- der sker en reel genanvendelse af emballageaffald
- der bruges genanvendte materialer til fremstilling af nye emballager
- det er markant dyrere at bruge miljøbelastende emballager ift. mindre miljøbelastende emballager
- løsningerne er omkostningseffektive.
Designkriterierne i den politiske aftale
Miljøstyrelsen har fået til opgave at udvikle de kommende designkriterier, der skal ligge til grund for gradueringen i producentansvaret. Den endelige bekendtgørelse med kriterierne forventes at komme i høring i juni 2024.
De præcise designkriterier ligger altså ikke fast endnu, men i den politiske aftale blev aftalepartierne enige om, at:
- Producenter af genbrugsemballage skal kun betale én gang for emballagens cirkulering på markedet.
- Principper, kriterier mv. for miljøgraduering i de kollektive ordninger fastsættes centralt fra staten og revideres løbende.
- De miljøgraduerede bidrag skal tilgodese emballager, der enten kan genbruges eller er designet til nemt at kunne genanvendes i høj kvalitet.
- Miljøgradueringen skal fremme genanvendt plast i nye plastemballager.
- Der skal være fokus på EU-harmonisering, når principper og kriterier fastlægges.
Fordele ved Svanemærket
Svanemærket ser på hele produktets livscyklus, når det stiller krav til den enkelte produktgruppe. Det betyder, at det også stiller krav til emballagen. De konkrete krav afhænger af produktgruppen, men generelt har Svanemærket fokus på at reducere brugen af materialer og designe mere genanvendelig emballage.
Svanemærkets emballagekrav forventes således at være på forkant med de designkriterier, der kommer til at ligge til grund for gradueringen i producentansvaret.
Eftersom de miljøgraduerede bidrag er en økonomisk struktur, som skal være med til at øge virksomheders incitament til at producere og anvende emballager, der er genanvendelige eller genbrugelige, er formodningen dermed også, at virksomheder med svanemærkede produkter vil opnå økonomiske fordele, når de nye regler træder i kraft.
Svanemærket øger muligheden for at genanvende plastemballage
Svanemærkets krav til vaskemidler og pletfjernere fremmer genanvendelighed af plastemballage og kan derved være med til at reducere CO2-udledningen.
Læs caseFå mere viden
Artiklen er opdateret den 12. juni 2024.